1. Det kunne være på den indiske ambassade på Østerbro. Da vi skulle bestille vores visa. Yderdøren var lukket, låst. Det var ikke umiddelbart til at gennemskue om der åbent eller lukket. Man skulle trykke på en knap, man blev låst ind. Man tog et nummer. Der var mange mennesker på meget lidt plads. Familier, forretningsmænd, unge kvinder, lige færdige med gymnasiet, nu havde de arbejdet i børnehave eller på café et halvt års tid, og skulle til Goa måske, den første store rejse uden mor og far, der var unge langhårede mænd i rodet tøj, af slidt udseende, man kunne formode at de skulle op i Himalaya, og ryge verdens bedste hash billigt, og der var dem i løse, farvestrålende gevandter, spirituelle turister. Og os? Studerende måske, forskere, på vej ud på feltarbejde, eller udsendte af FN, undervisere, noget i den retning. Det viste sig at nummersystemet ikke fungerede, den digitale tavle stod fast på 00. Vi måtte selv finde ud af rækkefølgen. Der var en stakkels indisk kvinde til at betjene os alle. Én af de andre visumsøgende gjorde os opmærksomme på, at vi skulle udfylde et dokument. Det var vigtigt at vi gjorde det korrekt. Han havde allerede været ved skranken, og var blevet sendt tilbage. Der er få kuglepenne, man skiftes. Stemningen er trykket, stresset. Det går langsomt. Nogle må opgive, komme tilbage en anden dag. To unge kvinder må opgive at komme af sted til tiden. Det er for sent gået op for dem, at det tager en uge at behandle ansøgningen. De skulle ellers med et fly den næste morgen. Der er ikke noget at gøre. - Men vi kommer igennem, det lykkes. Vi er lettede. Føler os lidt tættere på. Nu er det ved at være virkelighed. Et ukendt punkt i fremtiden suger os imod sig. Det kaldes rejsefeber, sommerfugle i maven, hjernen vil gerne gøre sig allemulige forestillinger om, hvordan det bliver, hvad det er vi har rodet os ud i. Men det er så begrænset, hvad den kan kaste op på den indre storskærm. Hvad ved man egentlig om Indien? Nej, bedre at gøre sig tom, forberede sig på at ankomme uden for mange forventninger. Men det suger i maven, man vågner midt om natten, fuck det er spændende. Endelig skal jeg ud af Europa.
2. En uges tid inden vi endelig tager af sted, har jeg en drøm. (Jeg kan ellers så sjældent huske mine drømme. Når jeg endelig kan, behandler jeg dem som små skatte, noget vildt eksotisk og dyrebart fra en anden verden, som alligevel er min, min helt egen, åh. Men for det meste vågner jeg bare med følelsen af drømmen tilbage i mine muskler, det sitrer, der har været noget, det har gjort indtryk, jeg ved bare ikke hvad, det kan blive hængende det meste af dagen. Sommetider har jeg decideret ømme muskler, især i ryggen, som om jeg har ligget og spændt, som om jeg har løbet en halvmarathon, eller det er kæben som er øm, jeg har ligget og skåret tænder. Hvorfor fanden gør jeg det?). Men altså; jeg har en drøm, som jeg stadig husker. (Ja, undskyld alle disse parentes er, men det her skal osse lige med: Faktisk husker jeg først drømmen to uger senere, da jeg er i Indien. Det er et bestemt sted i Varanasi, som kalder drømmen frem fra proteinarkivet, sender en elektrisk ladning til dette specifikke sted i hjernen). Og så, endelig; drømmen: Det begynder på en ø. Muligvis i Middelhavet, stedet er ikke så vigtigt, men det kunne være en græsk ø, arkaisk tid. Det går op for mig, at jeg taler til en stor menneskemængde, jeg er hævet over dem. Hvad laver jeg der? Jeg bliver mundlam. Jeg ser en slugt, tribuner på siderne. Slugten er malet blodrød, den har form som et skibsskrog. Så står jeg nede i bunden sammen med andre unge mænd, en tyreflok kommer stormende imod mig, jeg forstår at jeg skal springer over dem, og det gør jeg, eller; min krop gør det, overraskende elegant, rutineret. Jeg lander på et enormt udspændt stykke stof, gennem huler i det kan jeg se en bundløs afgrund. Jeg forstår at jeg skal gå til den anden side af det, der er mennesker der, livlighed, bevægelse. Jeg nærmest glider, som på skøjter, igen så uventet elegant. Og ankommer til en form for arkade, nedslidt, mangefarvet, tidløs. Der er handel. Så mange småbutikker. Sansemættet. Og de vil alle sælge deres varer til mig. Jeg er centrum for al opmærksomhed. Men jeg vil ikke have deres ragelse. Mængden af ting er for overvældende. Umuligt at at udpege noget specifikt fra dette mylder. At fremhæve noget frem for noget andet. At noget skulle have større værdi for mig end noget andet. Alligevel søger jeg. Noget kalder på mig. Jeg skal nok finde det. De handlende råber efter mig, skælder ud, er skuffede. Eller de spiller skuffede. Der er noget teater ved det hele. En forestilling for min skyld ene og alene. Men ganske rigtigt: jeg finder, det jeg søgte. Jeg ved ikke hvad det er. Har ikke skyggen af erindring om hvad det skulle være, men manden som sælger dette objekt til mig, virker som om har har ventet mig, han er ikke overrasket, han udviser ikke særlig tilfredsstillelse (som jeg ellers havde forventet), ved at jeg har udvalgt hans vare blandt alle de andre, de alt for mange andre, sindsygt mange andre. Han er stoisk, det forventlige er sket, handlen er afsluttet. (Forfatter som jeg er, samlerhjerne som jeg er, efterrationaliserede jeg at der nok var tale om en bog. En vigtig bog. Bogén). - Tilfreds går jeg videre, jeg ved ikke hvorhen. Går gennem labyrintiske gange, op og ned ad trapper. Det er så herligt. Jeg har mit objekt, jeg er et dejligt mystisk sted, uden nogen særlig retning, bare undervejs. - Så er jeg pludselig ude. Står ved en kant, havet under mig, blågråt, med skumtoppe, en let brise, lugten af salt, af tang, høj, kold sol. Over havet hænger en stilladsagtig struktur, som et enormt edderkoppespind, men trådene er menneskeskabte, tynde stålwirer, og har ikke edderkoppespindets geometriske skønhed. Det er noget rod. - Der kravler mennesker rundt i det. Vedligeholder det. Der ser ikke ud til at være nogen retning eller mening med strukturen, den er der bare, og skal holdes vedlige. Jeg klatrer derud. Forstår at det er den eneste vej. Jeg er ikke tryg ved det, jeg kan falde ned. Mine hænder slides til blods, jeg er ved at glide i det. Så er jeg kommet til det punkt i drømmen, hvor jeg skal dø, hvor jeg vågner. Men en mand henvender sig til mig, en af dem som arbejder med vedligeholdelsen. Han fortæller mig, at jeg bare skal lade mig falde, der kommer altid et fly, og griber én. Han gør det hver eneste dag. Det er den eneste måde. Så jeg lader mig falde.
3. Vi mødes ved Fasanvej Metrostation. Vi har rygsække på. Vi er klædt for let på til årstiden. Tre klip og af sted. Regnede det? Var det gråvejr? Jeg tror faktisk vejret var ok netop den dag. Tjek det selv. Der er et arkiv et sted. 1. marts 2012. Se på DMI's hjemmeside. Var det bedre end året før? - Efter check-in, security, får vi os en øl. Så er vi sgu på vej. Så skal der sgu laves kunst i Varanasi. Fuck. Flyet til Helsinki er fint. Finish Air, meget professionelt, men på en eller anden måde alligevel provinsielt. Vi havde forventet noget mere internationalt. Det kommer ombord på det næste fly. Samme selskab. Men større, mere moderne, mere komfortablet, hver vores lille skærm med film og information om turen, altitude, speed, osv., et kort, hvor man kan se hvilket sted i verden vi flyver henover. Stewardesserne er smukke og søde, vi får to øl hver, fordi vi ikke kan bestemme os. Kildevandet er tappet på min 31-års fødselsdag fødselsdag, 23. februar. Det tager vi som et godt tegn. Helsinki forsvinder under os. Vi kigger ud af vinduet. Der er diset, der ligger sne, det er aften, og byen ligner noget fra en sci-fi-film, hvor atmosfæren på den fremmede planet ikke kan indåndes, man går aldrig udenfor, lever i en lille kunstig verden. Der er minedrift. Små kupler med haver, der produceres ilt. Man er langsomt ved at gøre planeten beboelig for mennesker. Det er efter atomkrigen. Eller den store epidemi. Farvel moder jord. I min notesbog har jeg noteret, at jeg hører Scott Walker, '60er-perioden; Plastic Palace People, Kopenhagen (you're the end - gone and made me child again), The Plague osv. Og jeg læser Mandelstams Det ægyptiske mærke. Vi flyver over Skt. Petersborg. Vi flyver over Moskva. Jeg blunder. Og vågner over Turkmenistan, ser lysprikker dernede. Troels fortæller mig, at det nok er oliefelter. Under anden verdenskrig ville tyskerne frygteligt gerne nå derhen. Det gjorde de ikke. Og vi flyver over Afghanistan, kan næsten mærke hvordan det amerikanske luftvåben holder øje med os. Og hvem ser os ellers dernedefra, som et lille blinkende lys på himlen, hører måske lyden af vores jetmotorer. Vi bevæger os med en hastighed lige under lydens. Så er vi over Pakistan. Vi får at vide, at de lægger an til landing i New Delhi. Stolene i oprejst position, bordet skal klappes op, bæltespændet på, det er nu der skal tisses af, sidste chance inden Indien, rygning er stadig forbudt. Ud af vinduet ser jeg, at solen er ved at stige op over horisonten. Efterhånden som vi stiger ned, forsvinder den røde stribe igen. Vi stiger tilbage ned i mørket. Lige over landingsbanen skimter jeg at der er bål derude, bål midt i en by med 12 millioner mennesker. Det er ikke København, det kan jeg godt fornemme. Mon det er varmt, når vi træder ud af flyet?
4. Der er aircondition i New Delhi Airport. Ellers ikke det vilde chok. Der er mange ansatte, som bare står og dasker. Så mange ansatte. Da vi komme til tax free og køber sprut og smøger er der tre mennesker ved den samme kasse. Alligevel går det vildt langsomt. De snubler over hinanden. Mit MasterCard virker. Vi skal over i indenrigs. Undervejs vil jeg ryge en smøg. Jeg må ikke ryge den her, men lige derovre, tre skridt i den retning. Ok, så. Himlen er gul. Det er smog. Der soldater. En hel del. I brune uniformer. Maskingeværer med gennemsigtige magasiner, så man kan se patronerne. De mener det. Det er alvor. Der er små forskansninger med skydeskår ved indgangene. Skjolde lavet af bambus. Det er ikke Kastrup, nej, det er ikke Kastrup. Og det er varmt, men ikke SÅ varmt. Behageligt varmt. Jeg forsøger at sende en sms til mor, jeg er ankommet til Delhi, alt vel, vi flyver snart videre til Varanasi. Men det lader sig ikke gøre. Vi tænker at det nok er netværket der er overbelastet. Der bor 12 millioner mennesker i denne by. Og lufthavnen må være et hotspot midt i hotspottet. Jeg hæver penge fra en automat. Højest beløb 4000 rupees; cirka 400 kr. Men man kan ikke bare sådan sammenligne virkeligheder 1:1. For 4000 rupees kan jeg få et dobbeltværelse i Himalaya i 40 dage. Det vil ikke sige, at forholdet mellem Danmark og Indien er 1:10. Sedlerne jeg får, er krøllede, decideret lasede, beskidte, huller fra clips, der er skrevet på dem, man kan se at de har indgået i et regnskab, flere regnskaber, spor efter hænder, mange hænder, de lugter. Der svimlede det faktisk lidt for mig. Første gang jeg for alvor havde fysisk kontakt, kunne stikke et stykke Indien i lommen, blandede mig. Første gang det så småt fiser ind på lystavlen, som min dansklærer altid sagde, er det feset ind på lystavlen. Jeg anede ikke hvad fanden en lystavle var for noget. Først da jeg flyttede til København, og stod på Rådhuspladsen, gik det op for mig, hvad hun mente helt præcis, aha, dér, på Politikens Hus: En lystavle. - Vores fly er aflyst, vi skal med et andet. Vi var ellers ved den rigtige gate, men så var der pludselig ikke andet end soldater og så os. Det viste sig at hæren havde charteret vores fly, de skulle til Kashmir, og det skulle være med vores fly. Air India er statsejet, og hæren er statsejet. Så vi må vente i tre timer. Vi får lidt mad som kompensation. Det glider ikke ligefrem med uddelingen til alle de mennesker, alle de irriterede passagerer til Varanasi. En sydkoreansk mand går fuldstændig amok ved disken. Skælder ud på koreansk. Der er noget autoritært ved ham, noget kampsportsagtigt. Han flipper helt ud. Og får sin mad. Var det en thali vi fik? En dosa og noget daal og den slags, kikærter. Det smagte godt. Og mineralvand. Indisk vand. Selskabet ejet af Coca Cola. Vi venter, vi småsover, tiden går, jeg hører mere Scott Walker, jeg nynner med. Jeg keder mig. Læser lidt i Det ægyptiske mærke, læser lidt i Jan Bäcklunds Bureaugrafi. Og vi skal ombord i flyet. Det er noget rod. Folk kan ikke finde deres pladser. Der byttes rundt, der skændes. Mobiltelefoner skal være slukkede, men man hører dem hele tiden ringe, sms bippe ind. Reglerne er flydende. Piloten flyver også ligesom lidt vildere, end vi er vant til derhjemme. Under landingen ser jeg marker derude, ikke målt op med lineal, ikke trimmet med næsehårssaks. Skorstenene er teglværker fortæller Troels mig. Han har været i Indien før.
5. I Varanasi er der varmt. Man vader over landingsbanen op mod den flotte hvide bygning, skal forcere en kant, der er ikke rigtigt trapper og den slags. Stemningen er doven. Det-går-nok. Jeg skal pisse. På toilettet står der en stor knægt og peger mod pissoiret. Han holder øje med mig, mens jeg forsøger at komme af med mit vand. Det går kun lige med nød og næppe. Slap af, slap af. Så skal der vaskes hænder. Han står lige ved siden af mig. Rækker mig et lille stykke papir, jeg kan tørre mine hænder i. Jeg bliver perpleks, hvor skal jeg smide det våde papir. Han tager det. Giver mig endnu et stykke papir. Også det tager han. Så er vi ved at vælte over hinanden, da jeg går mod døren, og han gør det samme. Han vil åbne døren for mig. Først bagefter går det op for mig, at jeg skulle have stukket ham nogle drikkepenge. Men jeg har ikke mindre end en 100 rupeesedel. Det er alligevel i overkanten. Og jeg kan jo ikke gå tilbage nu. Nej, nej, det går ikke. Så finder vi ud. Hvor skal vi så gå hen. Der er en kødrand af mennesker. De vil allesammen gerne køre os ind til byen. Ja, jo, men vi skal lige trække vejret. Så står der guddødme en mand med et skilt med vores navne på. Så er man ordentligt blevet international. Jo, det er godt nok varmt. Så er vi kommet til Indien. Der kan vist ikke være nogen tvivl længere. Vi bliver kørt ind til byen. Hvad skal jeg sige. Jeg har ikke oplevet noget lignende. Det var som en film. Det er det man siger, når man godt ved at man er til stede, kroppen sanser at den er helt omgivet af noget, men hjernen fatter ikke hvad det er. Som en film. Som. For det er netop ikke en film. Det er netop det, det ikke er. Kroppen tror hele tiden den skal dø. Så kører en lastbil lige imod os. Det ser ikke ud til, at vores chauffør har tænkt sig at vige. Og det ser ikke ud til at lastbilens chauffør har tænkt sig at vige. Og hvor skulle de osse vige hen på så lidt plads. Og i så fald: til hvilken side. Jeg kan ikke regne det ud. Indtil de så alligevel viger, glidende, som i vand, som i en drøm, ikke som i nogen film jeg nogensinde har set. Som om deres nervesystemer rækker helt ud på ydersiden af bilen, som om de er vokset sammen med deres køretøjer. Man skulle tro at deres nervetråde sidder helt udenpå bilen, nerveenderne blafrer blidt derude i luften, små fimrehår, søanemoner. Det glider. Og rundt omkring os har nogen skruet voldsomt op for farverne, der er ikke langt fingre imellem, fuld knald på det hele. Og nogen har taget verden op og rusket den grundigt igennem og smidt den ud i tilfældig orden. Hvad fanden. Det hus der ligger da fuldstændig skævt, og hvad er det egentlig bygget af. Er man igang med at bygge det, eller er det ved at falde fra hinanden. Hvad sælger de i alle de små kasser langs vejen. Og hvorfor dytter de allesammen så meget. Og hvorfor holder man sig ikke bare til højre eller venstre side af vejen. Og bare helt grundlæggende: wow. Og jeg begyndte selvfølgelig med det samme at fotografere. Så tager man et billede, og man tjekker straks på skærmen om man fik noget i kassen, og om det stemmer overens med det man lige så. Jow, den er vist god nok, se Troels, vi er sgu da vist i Indien. Og der er billeder af Troels' nakke, hvor han kigger ud af ruden. Og der er billeder af Troels, hvor han kigger ind i kameraet, øjnene ligesom lidt større end normalt, dér bag brilleglassene, lidt mere tomme i det, og hans mund plejer ikke at stå let åben, på den der selvforglemmende måde. Og hvad skal man sige, når jeg ser. Ja, hvad skal vi egentlig sige, Brorson, jeg ved det sgu ikke. Men altså; mylderet blev gradvist mere og mere intenst, samlede sig til en by. Og pludselig drejede vi ind et sted, og foran os: Et kæmpestort hvidt hus, et palads sgu. Flugtinstinkt. Det går slet ikke dether. Her er vi ikke klar til få foretræde. For fanden. Vi har stadig vores gennemsvedte rejsetøj på. Og hvordan bukker man på indisk, og vi har ikke rav og lynghonning med. Hvorfor er vi blevet kørt herhen. Det var da vores navne på det skilt, var det ikke. Der kan simpelthen ikke have været andre med det fly som hedder Emig og Noergaard. Hvordan kan den her misforståelse være opstået. Jeg husker det som om mine ben hamrede mod imaginære bremsepedaler i bunden af bilen. Dørene bliver åbnet for os. Vores baggage løftet ud af bilen. Så står vi der. Fuck og wow og shit. Hvad vi senere skulle finde ud af om det her sted i verden, skal jeg ikke komme ind på her; Men, igen: fuck og wow og shit. Vi kom senere til at kalde det for The Compound. Men det er en anden historie. Der er mange andre historier. Det her sted, dette øjeblik er et lokalt Big Bang. Big Bang i Big Bang. Få minutter senere står vi med hver vores tageteskrans om halsen i den lille lejlighed, som var vores hjem de næste tre uger. Hvor vi arbejdede intenst, lavede den udstilling som kom til at hedde Lines of Ash. Det er en vild historie, jeg tænker på at skrive en lille roman om det, en roman som skal hedde The Compound. Og få minutter senere har vi mødt en tysk kvinde, som vi senere kom til at kalde Mor, eller Væsnet, det sælsomme væsen. Vi skulle komme til at gøre os mange overvejelser over hvad i alverden hun var for et menneske. Hvordan i alverden hun var endt lige netop dette sted i verden. Det var hende som drev galleriet og det hun kaldte et artist's residency. Man kan ikke sammenligne virkeligheder. Og der kan være langt fra benævnelse til realitet. Det var hende vi havde købt smøger og sprut til i tax free i New Delhi. Det havde hun bedt os om at gøre. Hun havde beskrevet det meget detaljeret, hvordan vi skulle gøre det. Og vi gjorde som anvist. Og var endda så venlige at give hende smøgerne og sprutten som en gave. Vi havde forestillet os, at hun nok bød på et glas i ny og næ. Der tog vi fejl. I det hele taget tog vi fejl af mange ting, indtil vi blev rasende nok, insisterende nok. Men for fanden, vi kom til at fortryde at vi havde givet hende de smøger og den sprut, at vi ikke lod hende betale. Nå, men som sagt, det er der en hel roman i, og dette er ikke stedet. Men lad mig bare sige, at efter at have tilbragt nogle timer sammen med hende, og hendes mand (eller hvad deres forhold til hinanden nu rent faktisk var for noget), den indiske rigmandsflab, ham vi skulle komme til at kalde Smørfar. For vi blev glade for den hemmelige frekvens vi kunne skifte over til, den danske, blip, så var vi under radaren. - Så, nu stopper jeg med at antyde og antyde. Det skal ikke være nogen teaser det her. - Men altså; efter at have tilbragt nogle timer sammen med dem, trængte vi i den grad til at komme ud og gå, se lidt på den by, vi var kommet til. Og gudskelov gik vi efter egne snuder. Fravalgte den rute som Mor havde foreslået os. For hvis vi havde taget den rute. Er du sindsyg, så var vi druknet. Det skulle vise sig nogle dage senere, da vi rent faktisk tog den foreslåede rute, og fik et chok. For det var det rene slum. Selv om det kan sikkert være meget værre. Men det var smadret. En losseplads med en sø, så fuldstændig groet til med planter, at det mere lignede en mark. Og svin boltrede sig, og vandbøfler kæmpede om pladsen med mennesker som brugte stedet som lokum. Og aftenbelysning er ikke ligefrem noget man har der. Vi var helt sikkert druknet, døde, forsvundet, havde taget det første fly hjem. Jeg overdriver, men hvordan hun kunne foreslå os den rute, er svært at fatte. At det var det sted, hun syntes vi skulle se først, i buldermørke, i Varanasi, Indien, meget langt væk fra Frederiksberg, og med jetlag, ingen søvn i over et døgn. Der kom hun sgu da aldrig selv. Men så kan man måske godt forstå det alligevel. For hun var fandme en nar. Hold da helt kæft, hvor vi skulle komme til at kæmpe med det væsen. Hun ville os det ikke godt. Hun vidste ikke hvad godt er for noget. Måske engang. Men det var for længst sunket ad helvede til dybt ned i hendes hjerne. Helt ned i nærheden af hendes røv. Måske allerede forlængst forsvundet med diarrétilfælde nr. 3. Jeg ved ikke fra hvilken planet. Fortsættelse følger.
6. Det er for meget, vildt for meget. Kan vi holde til det? Burde vi ikke vende om? Helt uoverskueligt, hvert skridt er et skridt længere ind i det ukendte, ingen holdepunkter, bare, jeg ved ikke, hvad jeg skal kalde det, det er så massivt. Men vi fortsætter, fremad, bare fremad. Som jeg sagde til min mor, lige inden jeg tog afsted, hun var bekymret, hvad kunne der ikke ske af alverdens ubehageligheder i Indien: Man overlever jo hele tiden. Hvert eneste øjeblik er der flere mennesker der overlever, end der er mennesker der dør. Jeg overlever hver gang jeg krydser gaden, hver gang jeg synker en bid rugbrød med spegepølse og den ikke ender i den gale hals, sætter sig fast, kvæler mig. Hold kæft, hvor har jeg overlevet mange gange i mit liv. Og, nåja, hun ved det godt, skyder det fra sig, en moders bekymringer, du ved. Yes, jeg ved alt om det, eller; jeg ved alt om hendes bekymringer for mig og min bror. Eller; jeg ved at hun bekymrer sig meget. Sådan er det. Og jeg har da osse selv mine bekymringer. Har hørt en historie eller to. Små bjergveje, elendige busser, den slags. Og Eik Skaløe, han kom ihvertfald ikke hjem i live. Men det er så osse en helt anden historie. Man kan ikke sådan rende rundt og sammenligne virkeligheder. Man fryser fast til stedet. Rådyr fanget i lyset fra lastbilens forlygter, og SMASK. Men altså; det er fandme vildt at gå ned ad den mørke gade med alt det lys, alle de lastbiler cykler scootere biler busser traktorer køer hunde mennesker mennesker mennesker og støj som ind i helvede og lugte og og og ikke skyggen af noget at klamre sig til det hele er overhovedet ikke som derhjemme. Bare fremad. Fod foran fod. Mod lyset, med lyset. Vi skal nok komme frem. Gennem denne kværn. Hvad siger du til det, hjerne? Ved ikke, ved ikke, hvor jeg er, hvad der sker. Men benene de går, og der navigeres, hold kæft, der navigeres. På et tidspunkt sammenlignede jeg det med ikke bare at læse Finnegans Wake, men at være i den, med kød og blod, sunket ned i den, oversømmet, pludselig at have gæller, at kunne svømme rundt i det oprørte hav. Men husk, at man ikke kan sammenligne virkeligheder. Der er noget helt andet end Finnegans Wake. Hvis James Joyce havde været fra Varanasi. Måske. Men altså, ja, som sagt. Du finder aldrig den samme sætning igen. Hvilken side var det nu det var på? Glem det. Du drukner. Det er bare med at læse, lige nu og her, med hele kroppen, med hele hjernen. Engang imellem tager man kameraet op fra den lille tasken ved hoften, knipser et billede, som en hval, der lige er oppe ved overfladen for at hive en lungefuld luft ind, men der er noget i den luft, det er ikke almindelig luft, man bliver høj, der er pumpet en hel helvedes masse tjald eller psilocybin eller jeg ved fandme ikke hvad det er, de har pumpet ind i den luft, ketamin, betel, det er ikke dansk luft ihvertfald, ikke europæisk, ikke noget luft jeg nogensinde før har indåndet, milevidt fra ioniseret vesterhavsbrise, så kan det være nok så guset en dag. Er det mig, der har taget de billeder? Det må det jo være. Så blæst er jeg heller ikke. Og man skal ikke overdrive. Men for satan. Det er ikke et sted man har lyst til at drikke sig fuld. Ikke være beruset på nogen måde. Det er en rus. Og man bør ikke blande rusmidler. Det ved ethvert dansk barn. Forskellen er bare, at her har man slet ikke lyst til at gøre det. På sit trygge værelse måske. Bag de trygge mure (hvis man i normal forstand kan kalde dem trygge. For det var de ikke, men det var de så på sin vis alligevel) i The Compound måske. Men ikke ude på gaden, i byen, ikke ude i det. Det kalder vi fænomenet: At være ude i det. Så er vi ude i det igen. Man skal huske at der er mange, rigtig mange mennesker som lever hver eneste dag af deres liv i det vi kalder det. Jeg skal ikke kunne udtale mig, bare komme i nærheden af at udtale mig, om hvordan det må være, hvad det vil sige. Så blæst er jeg heller ikke.
7. Hvor var det vildt. Hvor var det fantastisk. Den første gåtur ned til Ganges fra The Compound. Fuldstændig blæst. Jeg husker ikke en skid. Ikke noget specifikt. Jeg var lykkelig, måske vil jeg faktisk gå så langt som til at sige, at jeg var lykkelig. Blodet løb så frit, iltede mig så godt. Nu har jeg aldrig prøvet opium eller den slags grove løjer, jeg har kun været i forstæderne. Og man kan ikke, osv. Jeg havde det som om alt var til stede på samme tid. SMAK man blev ramt af lastbilen, og det er slet ikke slemt at dø, slet ikke, man vågner straks igen, og hvor er verden et vildt og vidunderligt sted, når man lige er genopstået fra de døde.
8.
2. En uges tid inden vi endelig tager af sted, har jeg en drøm. (Jeg kan ellers så sjældent huske mine drømme. Når jeg endelig kan, behandler jeg dem som små skatte, noget vildt eksotisk og dyrebart fra en anden verden, som alligevel er min, min helt egen, åh. Men for det meste vågner jeg bare med følelsen af drømmen tilbage i mine muskler, det sitrer, der har været noget, det har gjort indtryk, jeg ved bare ikke hvad, det kan blive hængende det meste af dagen. Sommetider har jeg decideret ømme muskler, især i ryggen, som om jeg har ligget og spændt, som om jeg har løbet en halvmarathon, eller det er kæben som er øm, jeg har ligget og skåret tænder. Hvorfor fanden gør jeg det?). Men altså; jeg har en drøm, som jeg stadig husker. (Ja, undskyld alle disse parentes er, men det her skal osse lige med: Faktisk husker jeg først drømmen to uger senere, da jeg er i Indien. Det er et bestemt sted i Varanasi, som kalder drømmen frem fra proteinarkivet, sender en elektrisk ladning til dette specifikke sted i hjernen). Og så, endelig; drømmen: Det begynder på en ø. Muligvis i Middelhavet, stedet er ikke så vigtigt, men det kunne være en græsk ø, arkaisk tid. Det går op for mig, at jeg taler til en stor menneskemængde, jeg er hævet over dem. Hvad laver jeg der? Jeg bliver mundlam. Jeg ser en slugt, tribuner på siderne. Slugten er malet blodrød, den har form som et skibsskrog. Så står jeg nede i bunden sammen med andre unge mænd, en tyreflok kommer stormende imod mig, jeg forstår at jeg skal springer over dem, og det gør jeg, eller; min krop gør det, overraskende elegant, rutineret. Jeg lander på et enormt udspændt stykke stof, gennem huler i det kan jeg se en bundløs afgrund. Jeg forstår at jeg skal gå til den anden side af det, der er mennesker der, livlighed, bevægelse. Jeg nærmest glider, som på skøjter, igen så uventet elegant. Og ankommer til en form for arkade, nedslidt, mangefarvet, tidløs. Der er handel. Så mange småbutikker. Sansemættet. Og de vil alle sælge deres varer til mig. Jeg er centrum for al opmærksomhed. Men jeg vil ikke have deres ragelse. Mængden af ting er for overvældende. Umuligt at at udpege noget specifikt fra dette mylder. At fremhæve noget frem for noget andet. At noget skulle have større værdi for mig end noget andet. Alligevel søger jeg. Noget kalder på mig. Jeg skal nok finde det. De handlende råber efter mig, skælder ud, er skuffede. Eller de spiller skuffede. Der er noget teater ved det hele. En forestilling for min skyld ene og alene. Men ganske rigtigt: jeg finder, det jeg søgte. Jeg ved ikke hvad det er. Har ikke skyggen af erindring om hvad det skulle være, men manden som sælger dette objekt til mig, virker som om har har ventet mig, han er ikke overrasket, han udviser ikke særlig tilfredsstillelse (som jeg ellers havde forventet), ved at jeg har udvalgt hans vare blandt alle de andre, de alt for mange andre, sindsygt mange andre. Han er stoisk, det forventlige er sket, handlen er afsluttet. (Forfatter som jeg er, samlerhjerne som jeg er, efterrationaliserede jeg at der nok var tale om en bog. En vigtig bog. Bogén). - Tilfreds går jeg videre, jeg ved ikke hvorhen. Går gennem labyrintiske gange, op og ned ad trapper. Det er så herligt. Jeg har mit objekt, jeg er et dejligt mystisk sted, uden nogen særlig retning, bare undervejs. - Så er jeg pludselig ude. Står ved en kant, havet under mig, blågråt, med skumtoppe, en let brise, lugten af salt, af tang, høj, kold sol. Over havet hænger en stilladsagtig struktur, som et enormt edderkoppespind, men trådene er menneskeskabte, tynde stålwirer, og har ikke edderkoppespindets geometriske skønhed. Det er noget rod. - Der kravler mennesker rundt i det. Vedligeholder det. Der ser ikke ud til at være nogen retning eller mening med strukturen, den er der bare, og skal holdes vedlige. Jeg klatrer derud. Forstår at det er den eneste vej. Jeg er ikke tryg ved det, jeg kan falde ned. Mine hænder slides til blods, jeg er ved at glide i det. Så er jeg kommet til det punkt i drømmen, hvor jeg skal dø, hvor jeg vågner. Men en mand henvender sig til mig, en af dem som arbejder med vedligeholdelsen. Han fortæller mig, at jeg bare skal lade mig falde, der kommer altid et fly, og griber én. Han gør det hver eneste dag. Det er den eneste måde. Så jeg lader mig falde.
3. Vi mødes ved Fasanvej Metrostation. Vi har rygsække på. Vi er klædt for let på til årstiden. Tre klip og af sted. Regnede det? Var det gråvejr? Jeg tror faktisk vejret var ok netop den dag. Tjek det selv. Der er et arkiv et sted. 1. marts 2012. Se på DMI's hjemmeside. Var det bedre end året før? - Efter check-in, security, får vi os en øl. Så er vi sgu på vej. Så skal der sgu laves kunst i Varanasi. Fuck. Flyet til Helsinki er fint. Finish Air, meget professionelt, men på en eller anden måde alligevel provinsielt. Vi havde forventet noget mere internationalt. Det kommer ombord på det næste fly. Samme selskab. Men større, mere moderne, mere komfortablet, hver vores lille skærm med film og information om turen, altitude, speed, osv., et kort, hvor man kan se hvilket sted i verden vi flyver henover. Stewardesserne er smukke og søde, vi får to øl hver, fordi vi ikke kan bestemme os. Kildevandet er tappet på min 31-års fødselsdag fødselsdag, 23. februar. Det tager vi som et godt tegn. Helsinki forsvinder under os. Vi kigger ud af vinduet. Der er diset, der ligger sne, det er aften, og byen ligner noget fra en sci-fi-film, hvor atmosfæren på den fremmede planet ikke kan indåndes, man går aldrig udenfor, lever i en lille kunstig verden. Der er minedrift. Små kupler med haver, der produceres ilt. Man er langsomt ved at gøre planeten beboelig for mennesker. Det er efter atomkrigen. Eller den store epidemi. Farvel moder jord. I min notesbog har jeg noteret, at jeg hører Scott Walker, '60er-perioden; Plastic Palace People, Kopenhagen (you're the end - gone and made me child again), The Plague osv. Og jeg læser Mandelstams Det ægyptiske mærke. Vi flyver over Skt. Petersborg. Vi flyver over Moskva. Jeg blunder. Og vågner over Turkmenistan, ser lysprikker dernede. Troels fortæller mig, at det nok er oliefelter. Under anden verdenskrig ville tyskerne frygteligt gerne nå derhen. Det gjorde de ikke. Og vi flyver over Afghanistan, kan næsten mærke hvordan det amerikanske luftvåben holder øje med os. Og hvem ser os ellers dernedefra, som et lille blinkende lys på himlen, hører måske lyden af vores jetmotorer. Vi bevæger os med en hastighed lige under lydens. Så er vi over Pakistan. Vi får at vide, at de lægger an til landing i New Delhi. Stolene i oprejst position, bordet skal klappes op, bæltespændet på, det er nu der skal tisses af, sidste chance inden Indien, rygning er stadig forbudt. Ud af vinduet ser jeg, at solen er ved at stige op over horisonten. Efterhånden som vi stiger ned, forsvinder den røde stribe igen. Vi stiger tilbage ned i mørket. Lige over landingsbanen skimter jeg at der er bål derude, bål midt i en by med 12 millioner mennesker. Det er ikke København, det kan jeg godt fornemme. Mon det er varmt, når vi træder ud af flyet?
4. Der er aircondition i New Delhi Airport. Ellers ikke det vilde chok. Der er mange ansatte, som bare står og dasker. Så mange ansatte. Da vi komme til tax free og køber sprut og smøger er der tre mennesker ved den samme kasse. Alligevel går det vildt langsomt. De snubler over hinanden. Mit MasterCard virker. Vi skal over i indenrigs. Undervejs vil jeg ryge en smøg. Jeg må ikke ryge den her, men lige derovre, tre skridt i den retning. Ok, så. Himlen er gul. Det er smog. Der soldater. En hel del. I brune uniformer. Maskingeværer med gennemsigtige magasiner, så man kan se patronerne. De mener det. Det er alvor. Der er små forskansninger med skydeskår ved indgangene. Skjolde lavet af bambus. Det er ikke Kastrup, nej, det er ikke Kastrup. Og det er varmt, men ikke SÅ varmt. Behageligt varmt. Jeg forsøger at sende en sms til mor, jeg er ankommet til Delhi, alt vel, vi flyver snart videre til Varanasi. Men det lader sig ikke gøre. Vi tænker at det nok er netværket der er overbelastet. Der bor 12 millioner mennesker i denne by. Og lufthavnen må være et hotspot midt i hotspottet. Jeg hæver penge fra en automat. Højest beløb 4000 rupees; cirka 400 kr. Men man kan ikke bare sådan sammenligne virkeligheder 1:1. For 4000 rupees kan jeg få et dobbeltværelse i Himalaya i 40 dage. Det vil ikke sige, at forholdet mellem Danmark og Indien er 1:10. Sedlerne jeg får, er krøllede, decideret lasede, beskidte, huller fra clips, der er skrevet på dem, man kan se at de har indgået i et regnskab, flere regnskaber, spor efter hænder, mange hænder, de lugter. Der svimlede det faktisk lidt for mig. Første gang jeg for alvor havde fysisk kontakt, kunne stikke et stykke Indien i lommen, blandede mig. Første gang det så småt fiser ind på lystavlen, som min dansklærer altid sagde, er det feset ind på lystavlen. Jeg anede ikke hvad fanden en lystavle var for noget. Først da jeg flyttede til København, og stod på Rådhuspladsen, gik det op for mig, hvad hun mente helt præcis, aha, dér, på Politikens Hus: En lystavle. - Vores fly er aflyst, vi skal med et andet. Vi var ellers ved den rigtige gate, men så var der pludselig ikke andet end soldater og så os. Det viste sig at hæren havde charteret vores fly, de skulle til Kashmir, og det skulle være med vores fly. Air India er statsejet, og hæren er statsejet. Så vi må vente i tre timer. Vi får lidt mad som kompensation. Det glider ikke ligefrem med uddelingen til alle de mennesker, alle de irriterede passagerer til Varanasi. En sydkoreansk mand går fuldstændig amok ved disken. Skælder ud på koreansk. Der er noget autoritært ved ham, noget kampsportsagtigt. Han flipper helt ud. Og får sin mad. Var det en thali vi fik? En dosa og noget daal og den slags, kikærter. Det smagte godt. Og mineralvand. Indisk vand. Selskabet ejet af Coca Cola. Vi venter, vi småsover, tiden går, jeg hører mere Scott Walker, jeg nynner med. Jeg keder mig. Læser lidt i Det ægyptiske mærke, læser lidt i Jan Bäcklunds Bureaugrafi. Og vi skal ombord i flyet. Det er noget rod. Folk kan ikke finde deres pladser. Der byttes rundt, der skændes. Mobiltelefoner skal være slukkede, men man hører dem hele tiden ringe, sms bippe ind. Reglerne er flydende. Piloten flyver også ligesom lidt vildere, end vi er vant til derhjemme. Under landingen ser jeg marker derude, ikke målt op med lineal, ikke trimmet med næsehårssaks. Skorstenene er teglværker fortæller Troels mig. Han har været i Indien før.
5. I Varanasi er der varmt. Man vader over landingsbanen op mod den flotte hvide bygning, skal forcere en kant, der er ikke rigtigt trapper og den slags. Stemningen er doven. Det-går-nok. Jeg skal pisse. På toilettet står der en stor knægt og peger mod pissoiret. Han holder øje med mig, mens jeg forsøger at komme af med mit vand. Det går kun lige med nød og næppe. Slap af, slap af. Så skal der vaskes hænder. Han står lige ved siden af mig. Rækker mig et lille stykke papir, jeg kan tørre mine hænder i. Jeg bliver perpleks, hvor skal jeg smide det våde papir. Han tager det. Giver mig endnu et stykke papir. Også det tager han. Så er vi ved at vælte over hinanden, da jeg går mod døren, og han gør det samme. Han vil åbne døren for mig. Først bagefter går det op for mig, at jeg skulle have stukket ham nogle drikkepenge. Men jeg har ikke mindre end en 100 rupeesedel. Det er alligevel i overkanten. Og jeg kan jo ikke gå tilbage nu. Nej, nej, det går ikke. Så finder vi ud. Hvor skal vi så gå hen. Der er en kødrand af mennesker. De vil allesammen gerne køre os ind til byen. Ja, jo, men vi skal lige trække vejret. Så står der guddødme en mand med et skilt med vores navne på. Så er man ordentligt blevet international. Jo, det er godt nok varmt. Så er vi kommet til Indien. Der kan vist ikke være nogen tvivl længere. Vi bliver kørt ind til byen. Hvad skal jeg sige. Jeg har ikke oplevet noget lignende. Det var som en film. Det er det man siger, når man godt ved at man er til stede, kroppen sanser at den er helt omgivet af noget, men hjernen fatter ikke hvad det er. Som en film. Som. For det er netop ikke en film. Det er netop det, det ikke er. Kroppen tror hele tiden den skal dø. Så kører en lastbil lige imod os. Det ser ikke ud til, at vores chauffør har tænkt sig at vige. Og det ser ikke ud til at lastbilens chauffør har tænkt sig at vige. Og hvor skulle de osse vige hen på så lidt plads. Og i så fald: til hvilken side. Jeg kan ikke regne det ud. Indtil de så alligevel viger, glidende, som i vand, som i en drøm, ikke som i nogen film jeg nogensinde har set. Som om deres nervesystemer rækker helt ud på ydersiden af bilen, som om de er vokset sammen med deres køretøjer. Man skulle tro at deres nervetråde sidder helt udenpå bilen, nerveenderne blafrer blidt derude i luften, små fimrehår, søanemoner. Det glider. Og rundt omkring os har nogen skruet voldsomt op for farverne, der er ikke langt fingre imellem, fuld knald på det hele. Og nogen har taget verden op og rusket den grundigt igennem og smidt den ud i tilfældig orden. Hvad fanden. Det hus der ligger da fuldstændig skævt, og hvad er det egentlig bygget af. Er man igang med at bygge det, eller er det ved at falde fra hinanden. Hvad sælger de i alle de små kasser langs vejen. Og hvorfor dytter de allesammen så meget. Og hvorfor holder man sig ikke bare til højre eller venstre side af vejen. Og bare helt grundlæggende: wow. Og jeg begyndte selvfølgelig med det samme at fotografere. Så tager man et billede, og man tjekker straks på skærmen om man fik noget i kassen, og om det stemmer overens med det man lige så. Jow, den er vist god nok, se Troels, vi er sgu da vist i Indien. Og der er billeder af Troels' nakke, hvor han kigger ud af ruden. Og der er billeder af Troels, hvor han kigger ind i kameraet, øjnene ligesom lidt større end normalt, dér bag brilleglassene, lidt mere tomme i det, og hans mund plejer ikke at stå let åben, på den der selvforglemmende måde. Og hvad skal man sige, når jeg ser. Ja, hvad skal vi egentlig sige, Brorson, jeg ved det sgu ikke. Men altså; mylderet blev gradvist mere og mere intenst, samlede sig til en by. Og pludselig drejede vi ind et sted, og foran os: Et kæmpestort hvidt hus, et palads sgu. Flugtinstinkt. Det går slet ikke dether. Her er vi ikke klar til få foretræde. For fanden. Vi har stadig vores gennemsvedte rejsetøj på. Og hvordan bukker man på indisk, og vi har ikke rav og lynghonning med. Hvorfor er vi blevet kørt herhen. Det var da vores navne på det skilt, var det ikke. Der kan simpelthen ikke have været andre med det fly som hedder Emig og Noergaard. Hvordan kan den her misforståelse være opstået. Jeg husker det som om mine ben hamrede mod imaginære bremsepedaler i bunden af bilen. Dørene bliver åbnet for os. Vores baggage løftet ud af bilen. Så står vi der. Fuck og wow og shit. Hvad vi senere skulle finde ud af om det her sted i verden, skal jeg ikke komme ind på her; Men, igen: fuck og wow og shit. Vi kom senere til at kalde det for The Compound. Men det er en anden historie. Der er mange andre historier. Det her sted, dette øjeblik er et lokalt Big Bang. Big Bang i Big Bang. Få minutter senere står vi med hver vores tageteskrans om halsen i den lille lejlighed, som var vores hjem de næste tre uger. Hvor vi arbejdede intenst, lavede den udstilling som kom til at hedde Lines of Ash. Det er en vild historie, jeg tænker på at skrive en lille roman om det, en roman som skal hedde The Compound. Og få minutter senere har vi mødt en tysk kvinde, som vi senere kom til at kalde Mor, eller Væsnet, det sælsomme væsen. Vi skulle komme til at gøre os mange overvejelser over hvad i alverden hun var for et menneske. Hvordan i alverden hun var endt lige netop dette sted i verden. Det var hende som drev galleriet og det hun kaldte et artist's residency. Man kan ikke sammenligne virkeligheder. Og der kan være langt fra benævnelse til realitet. Det var hende vi havde købt smøger og sprut til i tax free i New Delhi. Det havde hun bedt os om at gøre. Hun havde beskrevet det meget detaljeret, hvordan vi skulle gøre det. Og vi gjorde som anvist. Og var endda så venlige at give hende smøgerne og sprutten som en gave. Vi havde forestillet os, at hun nok bød på et glas i ny og næ. Der tog vi fejl. I det hele taget tog vi fejl af mange ting, indtil vi blev rasende nok, insisterende nok. Men for fanden, vi kom til at fortryde at vi havde givet hende de smøger og den sprut, at vi ikke lod hende betale. Nå, men som sagt, det er der en hel roman i, og dette er ikke stedet. Men lad mig bare sige, at efter at have tilbragt nogle timer sammen med hende, og hendes mand (eller hvad deres forhold til hinanden nu rent faktisk var for noget), den indiske rigmandsflab, ham vi skulle komme til at kalde Smørfar. For vi blev glade for den hemmelige frekvens vi kunne skifte over til, den danske, blip, så var vi under radaren. - Så, nu stopper jeg med at antyde og antyde. Det skal ikke være nogen teaser det her. - Men altså; efter at have tilbragt nogle timer sammen med dem, trængte vi i den grad til at komme ud og gå, se lidt på den by, vi var kommet til. Og gudskelov gik vi efter egne snuder. Fravalgte den rute som Mor havde foreslået os. For hvis vi havde taget den rute. Er du sindsyg, så var vi druknet. Det skulle vise sig nogle dage senere, da vi rent faktisk tog den foreslåede rute, og fik et chok. For det var det rene slum. Selv om det kan sikkert være meget værre. Men det var smadret. En losseplads med en sø, så fuldstændig groet til med planter, at det mere lignede en mark. Og svin boltrede sig, og vandbøfler kæmpede om pladsen med mennesker som brugte stedet som lokum. Og aftenbelysning er ikke ligefrem noget man har der. Vi var helt sikkert druknet, døde, forsvundet, havde taget det første fly hjem. Jeg overdriver, men hvordan hun kunne foreslå os den rute, er svært at fatte. At det var det sted, hun syntes vi skulle se først, i buldermørke, i Varanasi, Indien, meget langt væk fra Frederiksberg, og med jetlag, ingen søvn i over et døgn. Der kom hun sgu da aldrig selv. Men så kan man måske godt forstå det alligevel. For hun var fandme en nar. Hold da helt kæft, hvor vi skulle komme til at kæmpe med det væsen. Hun ville os det ikke godt. Hun vidste ikke hvad godt er for noget. Måske engang. Men det var for længst sunket ad helvede til dybt ned i hendes hjerne. Helt ned i nærheden af hendes røv. Måske allerede forlængst forsvundet med diarrétilfælde nr. 3. Jeg ved ikke fra hvilken planet. Fortsættelse følger.
6. Det er for meget, vildt for meget. Kan vi holde til det? Burde vi ikke vende om? Helt uoverskueligt, hvert skridt er et skridt længere ind i det ukendte, ingen holdepunkter, bare, jeg ved ikke, hvad jeg skal kalde det, det er så massivt. Men vi fortsætter, fremad, bare fremad. Som jeg sagde til min mor, lige inden jeg tog afsted, hun var bekymret, hvad kunne der ikke ske af alverdens ubehageligheder i Indien: Man overlever jo hele tiden. Hvert eneste øjeblik er der flere mennesker der overlever, end der er mennesker der dør. Jeg overlever hver gang jeg krydser gaden, hver gang jeg synker en bid rugbrød med spegepølse og den ikke ender i den gale hals, sætter sig fast, kvæler mig. Hold kæft, hvor har jeg overlevet mange gange i mit liv. Og, nåja, hun ved det godt, skyder det fra sig, en moders bekymringer, du ved. Yes, jeg ved alt om det, eller; jeg ved alt om hendes bekymringer for mig og min bror. Eller; jeg ved at hun bekymrer sig meget. Sådan er det. Og jeg har da osse selv mine bekymringer. Har hørt en historie eller to. Små bjergveje, elendige busser, den slags. Og Eik Skaløe, han kom ihvertfald ikke hjem i live. Men det er så osse en helt anden historie. Man kan ikke sådan rende rundt og sammenligne virkeligheder. Man fryser fast til stedet. Rådyr fanget i lyset fra lastbilens forlygter, og SMASK. Men altså; det er fandme vildt at gå ned ad den mørke gade med alt det lys, alle de lastbiler cykler scootere biler busser traktorer køer hunde mennesker mennesker mennesker og støj som ind i helvede og lugte og og og ikke skyggen af noget at klamre sig til det hele er overhovedet ikke som derhjemme. Bare fremad. Fod foran fod. Mod lyset, med lyset. Vi skal nok komme frem. Gennem denne kværn. Hvad siger du til det, hjerne? Ved ikke, ved ikke, hvor jeg er, hvad der sker. Men benene de går, og der navigeres, hold kæft, der navigeres. På et tidspunkt sammenlignede jeg det med ikke bare at læse Finnegans Wake, men at være i den, med kød og blod, sunket ned i den, oversømmet, pludselig at have gæller, at kunne svømme rundt i det oprørte hav. Men husk, at man ikke kan sammenligne virkeligheder. Der er noget helt andet end Finnegans Wake. Hvis James Joyce havde været fra Varanasi. Måske. Men altså, ja, som sagt. Du finder aldrig den samme sætning igen. Hvilken side var det nu det var på? Glem det. Du drukner. Det er bare med at læse, lige nu og her, med hele kroppen, med hele hjernen. Engang imellem tager man kameraet op fra den lille tasken ved hoften, knipser et billede, som en hval, der lige er oppe ved overfladen for at hive en lungefuld luft ind, men der er noget i den luft, det er ikke almindelig luft, man bliver høj, der er pumpet en hel helvedes masse tjald eller psilocybin eller jeg ved fandme ikke hvad det er, de har pumpet ind i den luft, ketamin, betel, det er ikke dansk luft ihvertfald, ikke europæisk, ikke noget luft jeg nogensinde før har indåndet, milevidt fra ioniseret vesterhavsbrise, så kan det være nok så guset en dag. Er det mig, der har taget de billeder? Det må det jo være. Så blæst er jeg heller ikke. Og man skal ikke overdrive. Men for satan. Det er ikke et sted man har lyst til at drikke sig fuld. Ikke være beruset på nogen måde. Det er en rus. Og man bør ikke blande rusmidler. Det ved ethvert dansk barn. Forskellen er bare, at her har man slet ikke lyst til at gøre det. På sit trygge værelse måske. Bag de trygge mure (hvis man i normal forstand kan kalde dem trygge. For det var de ikke, men det var de så på sin vis alligevel) i The Compound måske. Men ikke ude på gaden, i byen, ikke ude i det. Det kalder vi fænomenet: At være ude i det. Så er vi ude i det igen. Man skal huske at der er mange, rigtig mange mennesker som lever hver eneste dag af deres liv i det vi kalder det. Jeg skal ikke kunne udtale mig, bare komme i nærheden af at udtale mig, om hvordan det må være, hvad det vil sige. Så blæst er jeg heller ikke.
7. Hvor var det vildt. Hvor var det fantastisk. Den første gåtur ned til Ganges fra The Compound. Fuldstændig blæst. Jeg husker ikke en skid. Ikke noget specifikt. Jeg var lykkelig, måske vil jeg faktisk gå så langt som til at sige, at jeg var lykkelig. Blodet løb så frit, iltede mig så godt. Nu har jeg aldrig prøvet opium eller den slags grove løjer, jeg har kun været i forstæderne. Og man kan ikke, osv. Jeg havde det som om alt var til stede på samme tid. SMAK man blev ramt af lastbilen, og det er slet ikke slemt at dø, slet ikke, man vågner straks igen, og hvor er verden et vildt og vidunderligt sted, når man lige er genopstået fra de døde.
8.
